Home / Opskrifter / Bålmad / Plankefisk

Plankefisk


Plankefisk er en anderledes og underholdende måde at tilberede fisk på omkring et bål. Du skal anvende flade fisk, hvilket jo gør skrubber og rødspætter til glimrende kandidater.

Start med at rense fiskene naturligvis, og sæt de ivrige unger til at kløve brænde. Der skal bruges 1 stykke kløvet træ pr fisk, og den flade side af træet skal have en størrelse der svarer omtrent til fiskene.
Der skal også kløves brænde til et bål. Nej, vent. Lad være med at kløve det. Bare hæld hele molevitten på bålet, for vi skal bruge et herrestort glødebål med masser af strålevarme.
Når ungerne er trætte af at kløve brænde, kan du bagefter sætte dem til at snitte dyvler, som skal bruges til at sætte fiskene fast på brændet med. De skal ikke være meget større end en laber larve, og skal selvfølgelig være lidt spidse i enden. Der skal bruges 3 styk pr fisk, for at fiskene kommer til at sidde ordentligt fast.
Når alle forberedelser er gjort, kan I begynde at sætte fiskene fast på brændestykkerne. Med en dolk laves en lille fordybning i træet der hvor hver af dyvlerne skal bankes ned. De bankes nu ned gennem fisken, og så godt ned i træet som muligt uden at ødelægge hverken dyvel eller fisk. Sørg for at finde nogle gode solide steder på fisken at banke dyvlen igennem. At banke dem gennem finnerne er altså ikke nok!


Nu stilles brændestykkerne med påmonteret fisk så tæt på glødebålet, at de kan blive gennemstegte af strålevarmen. I løbet af 10-15 minutter er fiskene færdige.

Når der nu alligevel er et godt glødebål, så kan man jo ligeså godt lave en god omgang bålkartofler til (og lidt hollandaise sauce). Man kan selvfølgelig også nøjes med lidt flutes, salat og passende dressing.

Materialer Rødspætter eller skrubber
Brænde
Økse
Dolk
Gummihammer
Inde/ude Udendøre
Sted Intet særligt sted påkrævet
Bemærk Ingen
Antal 0-100
Alder 0-100
Varighed Ikke angivet
Skrevet af Jan, 2006-07-27 01:26:53

Check Also

Mad i umo

En umo, eller en polynesisk jordovn som den også kaldes, er en glimrende måde at …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *