Home / Aktiviteter / Temaer – vejen til fest

Temaer – vejen til fest

Hver gang man skal lave en fest, en spejdertur, et løb eller et andet spændende arrangement, melder der sig altid ét problem, som noget af det første: Hvad skal temaet være?

HVORFOR TEMA?
Hvorfor skal der overhovedet være et tema, kan man spørge sig selv. Som arrangør af mangen en spejdertur og ivrig deltager i fester, må jeg for mit eget vedkommende sige, at temaer er nøgleordet til et vellykket arrangement. Og hvorfor nu egentlig det?

Hvis man bygger en spejdertur eller et løb op omkring et tema, får man en gennemgående historie, som kan knytte de enkelte aktiviteter på turen, eller de enkelte baser på løbet, sammen.

Er det i stedet en fest man laver omkring et tema, opnår man flere positive ting. For det første får man fastslået en uformel stemning, hvor alle er tvunget til at møde med godt humør. Ingen behøver at bekymre sig om at købe nyt pænt tøj, hvis de skal til en 60’er fest, og alle er parate til at grine og blive grinet af, hvis de møder til en toga-fest.

HVAD ER ET GODT TEMA?
Når man forhåbentlig har besluttet sig for, at det nærtstående arrangement man ønsker at lave, skal have et tema, kan man begynde at fundere over, hvilket tema der vil være godt. Det umiddelbare svar vil være, at temaet skal passe til aldersgruppen, man henvender sig til – altså at Ronja Røverdatter temaet er til de små, og 60’er temaet et til de overmodne voksne. Dette er måske til en vis grad korrekt, men så heller ikke mere. At lave et Pippi Langstrømpe tema kan være lige godt til både store og små, ligesom et smølfetema, et gangstertema og en fest hvor vi alle klæder os ud som Hare Krishna’er.

Nøgleordet er nemlig ikke alder, men at vælge et tema, som de deltagende mennesker forstår betydningen og indholdet af, og som de ikke mindst kan se det sjove i. At vælge et hiphop-tema til festen i bankoklubben vil således formentlig fejle, med mindre man har overordentligt friske ældre mennesker i bankoklubben. På samme måde vil et 80’er tema også være kikset til en spejdertur fordi de kære små har svært ved at forstå det komiske i 80’ernes påklædning og musiksmag, eller et Basserne-tema, hvis de ikke kender Løjtnant Pjok og Jens Fup.

HVAD ER ET TEMA SÅ?
Et tema kan være mange ting, og der er allerede givet små eksempler i teksten herover. Temaer kan tage udgangspunkt i historier og emner der er oppe i tiden, fx. Harry Potter, Ringenes Herre eller for den sags skyld Osama Bin Laden.

Temaer kan også baseres på historier og eventyr som er mere uafhængige af tid og sted, fx. Robin Hood, Asterix, Askepot og de mange Disney-figurer. Et populært grundlag for temaer er altid perioder i historien, enten for lang tid siden, eller for ikke så mange år siden. Herunder kan nævnes vikinger, romere, middelalderen, gangstere, cowboys m.v. Religioner og folkeslag er også yndede temaer og kan, hvis de holdes på et kærligt plan, være meget underholdende. Som eksempler herpå kan nævnes buddhister, jøder, et “tallerken-neger” eller hulahula-tema. I dagens politisk korrekte virkelighed skal man naturligvis kende sit publikum inden man kaster sig over de sidstnævnte. Endelig kan vi også tage de mere “brancheorienterede” temaer, hvor alle klædes ud som rockere, politifolk, brandmænd, skovhuggere, fiskere eller landmænd.

Women and men celebrating at party for new years eve or carnival

HVORDAN FORMIDLES ET TEMA?
Udklædningen er naturligvis en stor del af temaet. Det er svært at gennemføre en smølfe-fest, hvor hovedparten af gæsterne møder op i kjole og hvidt. Skal gæsterne eller løbets deltagere kunne leve sig ind i temaet, og ikke bare føle sig til grin, er det vigtigt, at både arrangørerne og de andre deltagere også leger med.

Hvis arrangementet og antallet af deltagere tillader det, og du kan finde passende materialer i tilstrækkelige mængder, så kunne dagen også starte med, at deltagerne i grupper skal lave deres udklædning på stedet med saks, snor og gaffa. Måske kombineret med en lånt udklædningskasse.

Til gengæld er det ikke kostumerne, der gør det alene. Indretningen af lokalet, eller de remedier der anvendes, hvis det er et løb der er arrangeret, skal hænge sammen med temaet. Brug noget tid på at sætte dig ind i, hvilke rekvisitter der er kendetegnende for netop det tema du har valgt. Prøv at fremstille overdimensionerede køller og en grim lyserød dinosaurus i papmache, hvis du laver et Flintstone-bal. Find det rigtige smagløse tyske musik til din “fest i Bierhalle”. Og husk at Skipper Skræk spiser spinat og ikke rejecocktail. Du skal ikke bekymre dig om, at det hele skal være autentisk og perfekt. Papmaché, karton, acrylmaling, afklippede grene og farvet cellofan på lamperne kan gøre rigtigt meget uden den store investering. Brug din fantasi – eller få nogen til at hjælpe dig med at få fantasien i gang. Vær utraditionel og husk, at borddækningen skal passe til. Så var der endelig noget at bruge det rædselsfulde 70’er stel du fik med hjemmefra til.

Afhængigt af arrangementet og aldersgruppen kan du lave nogle aktiviteter, der passer til. Det er helt fantastisk til at sætte festen i gang og få alle til at kende hinanden. Det kan være et løb med poster, en skattejagt eller en stafet. Det kan også være indendørs lege, hvis lokalerne er til det, eller måske blot bordlege. Gå eventuelt på opdagelse her på siden efter lege og aktiviteter.

FORSLAG TIL TEMAER:
Der har allerede været nævnt en del temaer herover, men lad os fortsætte listen lidt endnu, blot som inspiration:

  • Jesus og hans disciple (lad bare skægget stå)
  • Romerriget eller gladiatorer
  • Det gamle Grækenland (hvilket næsten er et toga-party)
  • Batman, Superman og andre tegneseriehelte
  • Harry Potter
  • Ronja Røverdatter, Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og andre klassiske fortællinger
  • Smølferne (blå overkrop og store bleer)
  • Asterix
  • Askepot
  • Robin Hood
  • Alibaba og de fyrretyve røvere
  • 60’erne, 70’erne, eller 80’erne
  • Gangstere (spritsmuglere, hasardspillere og skumle italienere)
  • Cowboys og indianere (square dance til langt ud på natten)
  • Ringenes Herre
  • Vikinger (godt med gode ben og noget mjød)
  • Arabere (hvem vil være kamel?)

Temaer kender ingen grænser. Selv de gamle travere vil være en succes hver gang, men skal din fest huskes, så prøv at være utraditionel. Og vigtigst af alt: Gør noget ud af forarbejdet.

Check Also

stockxpertcom_id7137_size1

Halloween kostume idéer

Halloween er den 31. oktober hvert år og i den forbindelse holder mange halloweenfest. Det ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *